”Det er en integreret del af vores kultur”
I Dansk Retursystem er Everything DiSC et afgørende redskab til at skabe en arbejdsplads med plads til alle. Det skaber forståelse for hinanden og giver et præcist sprog til at italesætte samarbejdet.
Hvorfor har I valgt at samarbejde med DISCnordic?
”Fordi de er en stærk samarbejdspartner i Danmark inden for praktisk anvendelse af Everything DiSC. I Dansk Retursystem har vi besluttet, at alle medarbejdere skal have lavet en DiSC-profil, så de får en grundig indsigt i deres egen måde at tænke og prioritere på, når det kommer til at fungere på en arbejdsplads. Det er en helt central målsætning for os, at vi ønsker at skabe bedre jobrelationer via selvindsigt og indsigt i kollegaernes personlighed. Vi betragter DISCnordic som en tæt samarbejdspartner i de bestræbelser, og vores partnerskab går faktisk helt tilbage til 2017. DISCnordic er for længst blevet en fast del af huset. De certificerer alle vores ledere og holder løbende kurser for vores medarbejdere. Og så er de sparringspartner, når vi har brug for faglige input eller konkret støtte til vanskelige situationer.”
Hvilke resultater har det skabt for jer?
”Vi vægter mangfoldighed meget højt og er på lange stræk lykkes godt med at skabe en rummelig arbejdsplads. Her har Everything DiSC været et uundværligt redskab, fordi det netop giver den enkelte medarbejder en bedre forståelse – og dermed større tolerance – over for kollegaerne. Hvis vi fx før i tiden ansatte en krigsveteran med ptsd, ville nogle kollegaer synes, at det mest af alt var besværligt, fordi personen ikke umiddelbart passede ind. I dag synes de samme kollegaer, at det er fedt, at der kommer en person, der rummer noget andet og bibringer nye kompetencer til teamet. Og den succes skyldes især, at vi via Everything DiSC har fået en større respekt for hinandens forskelligheder – og ikke mindst et fælles sprog for at tale om det.
"Her har Everything DiSC været et uundværligt redskab, fordi det netop giver den enkelte medarbejder en bedre forståelse – og dermed større tolerance – over for kollegaerne."
På de mere målbare områder kan vi også se, at Everything DiSC gør en stor forskel. Vi bliver mere effektive år for år, og vi har en meget lav medarbejderomsætning. Vores medarbejdere er ganske enkelt blevet gladere for at gå på arbejde. Vores sygefravær ligger ganske vist et my over sammenlignelige arbejdspladser, men det skyldes alene, at vores prioritering af mangfoldighed også indebærer, at vi rummer en del medarbejdere med fysiske og psykiske udfordringer.”
Hvordan har I arbejdet med det i praksis?
”Det ligger i DiSC natur, at der ikke er noget, der er bedre end andet. Vi er blot forskelligt indrettet og tager derfor noget forskelligt med til bordet. I den erkendelse ligger der altså en vilje til at forstå hinandens bevæggrunde og fokusere på det positive, frem for at pege fingre ad det, vi ikke umiddelbart forstår. Det giver en konstruktiv tilgang til at samarbejde. I praksis bruger vi Everything DiSC hele tiden og i alle sammenhænge. Vi bruger det fx, når vi taler med hinanden om situationer, der opstår i vores hverdag på jobbet. Nå ja, det er jo klart, at han eller hun reagerer på den måde, for det fortæller profilen os jo faktisk også. Vi minder også hinanden om dynamikkerne mellem forskellige DiSC-profiler – og vi bruger det selvfølgelig aktivt, når vi skal gennemskue, hvorfor et team halter, eller hvorfor der opstår konflikter.”
"Vores medarbejdere er ganske enkelt blevet gladere for at gå på arbejde."
Hvordan vil I arbejde med det fremadrettet?
”Vi har haft en ambitiøs tilgang til at arbejde med Everything DiSC fra start, og det kommer vi ikke til at ændre på. Samtlige vores ledere er certificeret, og alle medarbejdere, høj som lav, skal have lavet en profil og på kursus i at forstå teorien bag Everything DiSC. Men det gør vi jo kun, fordi vi kan se en reel værdi i det. Vores medarbejdere bruger det hver eneste dag til at skabe et arbejdsmiljø, hvor vi har et oprigtigt ønske om at forstå hinanden. For uanset hvilke udfordringer og konflikter, der er i en afdeling, kan alle blive enige om, at der er brug for et fælles fundament, for at alle kan præstere og trives. Og det er jo et godt afsæt til at skabe forandringer. Vi har blandt andet haft et interessant forløb med vores chauffører. Vi kunne se, at de stort set alle tilhørte samme DiSC-stil og derfor af natur egentlig helst bare ville hurtigst muligt ind i deres lastbiler og afsted. Det gav imidlertid en udfordring i forhold til at få talt sammen og planlægge dagens ruter optimalt. Everything DiSC gjorde den pointe tydelig, og i dag får chaufførerne sat sig sammen, fordi de kan se fordelen i det. Vi har mange aha-oplevelser, hvor vores medarbejdere pludselig forstår, hvorfor specifikke mønstre gentager sig i deres teams.”
Hvordan har du oplevet samarbejdet med DISCnordic?
”Vi har haft et fantastisk samarbejde med Michael (Giroux-Drejer, red.). Han har været på en stor opgave med at formidle stoffet til vores mange forskellige målgrupper, men han er super dygtig til at tale til folk ud fra deres forudsætninger. Alle i vores organisation forstår tanken bag Everything DiSC og kan se værdien i at inddrage det i snakken om, hvordan vi arbejder sammen. Jeg sætter især pris på, at vi altid kan komme i kontakt med Michael. Han er altid klar med gode råd og nye vinkler på de udfordringer, vi støder på. Og jeg kan se, at det ofte er en stor fordel, at han kommer udefra. Der bliver simpelthen lyttet til ham på en anden måde, end når vi i ledelsen åbner munden.”
Dansk Retursystem A/S
Dansk Retursystem A/S er en privatejet, non-profit virksomhed, der blev grundlagt i 2000 af bryggerierne i samarbejde med dagligvarehandlen. Virksomhedens opgave er at sikre en høj returprocent af tomme pantbelagte emballager ved at indsamle engangsemballage til genanvendelse. Det har alle dage været en del af Dansk Retursystems DNA at have mange forskellige medarbejdere ansat. Ud af virksomhedens godt og vel 400 medarbejdere er ca. 10 % ansat på særlige vilkår.