Når mennesker stifter bekendtskab med DISC første gang, opstår der ofte en umiddelbar bekymring. Hvis adfærd beskrives gennem fire dimensioner, betyder det så, at mennesker placeres i kasser? At kompleksiteten reduceres til bogstaver og kategorier?

Denne bekymring er forståelig. Mange har oplevet modeller eller tests, hvor man ofte får et ‘stempel’, som derefter bliver forklaringen på alt. Når det sker, bliver modeller der begrænser forståelsen i stedet for at udvide den. Netop derfor er det relevant at se nærmere på, hvad det egentlig betyder, når DISC beskriver adfærd gennem et fælles sprog.

I sin oprindelse var DISC ikke tænkt som en måde at kategorisere mennesker på. Da William Moulton Marston i 1928 udgav bogen Emotions of Normal People, var hans fokus ikke at opdele mennesker i typer, men at forstå, hvordan mennesker reagerer i forskellige situationer. For Marston opstod adfærd i mødet mellem mennesket og omgivelserne. 

Det betyder, at DISC ikke kun beskriver, hvordan mennesker er, men hvordan de kan reagere i bestemte sammenhænge. Når modellen bruges på den måde, bliver det ikke et ‘kasse’ system, men et tegn på forskellighed.

I mange organisationer arbejdes der i dag med værktøjer som Everything DiSC, der bygger videre på DISC‑modellen. Her bruges ofte de samme adfærdsdimensioner (D, i, S, C) som grundlag for dialog, udvikling og samarbejde i praksis.

For en bredere historisk forståelse af, hvordan DISC udviklede sig, kan du også læse artiklen “Historien bag DISC – hvorfor modellen stadig har gennemslagskraft i det moderne arbejdsliv“.

Hvor idéen om kasser ofte opstår

Forestillingen om kassetænkning opstår ofte, når modellerne bruges som forklaringer i stedet for som perspektiver. Hvis en person får en profil og derefter beskrives som en bestemt type, bliver modellen hurtigt reduceret til en identitet. I praksis kan det føre til, at adfærd forklares for hurtigt og uden tilstrækkelig nysgerrighed.

Men mennesker er ikke statiske. De fleste kan genkende, at deres måde at reagere på ændrer sig afhængigt af situationer og relationer. Den måde, man agerer i en arbejdssituation, kan være anderledes i en tryg relation eller i en ny rolle.

DISC forsøger netop at give et sprog for denne variation. I stedet for at fastlåse mennesker i typer peger det på mønstre i adfærd, som kan ændre sig over tid.

Et sprog for forskellighed

Når DISC bruges i organisationer, handler det ofte om at skabe et fælles udgangspunkt for samtaler om adfærd. Mange oplever, at det kan være vanskeligt at tale om forskelle uden at gøre dem personlige. Reaktioner kan tolkes som intentioner, og forskellighed kan tolkes som modstand.

Her kan DISC fungere som et neutralt sprog. I stedet for at beskrive mennesker gennem vurderinger kan man tale om adfærdsmønstre og præferencer. Det kan åbne for samtaler, hvor fokus ikke er på at ændre hvem nogen er, men på at forstå, hvordan forskellige måder at reagere på kan påvirke samarbejdet.

Samtidig er det vigtigt at huske, at mennesker sjældent passer ind i én kategori. I DISC beskrives adfærd gennem fire dimensioner – D, i, S og C. De fleste mennesker vil kunne genkende elementer fra alle fire i deres måde at reagere på. Forskellen ligger ofte i, hvilke mønstre der træder tydeligst frem.

Man kan derfor have en profil, hvor én dimension fylder mere, men stadig have elementer fra de andre. Denne kombination er netop en del af det, der gør DISC anvendeligt som refleksionsværktøj, fordi det giver et mere nuanceret billede af adfærd.

Fleksibilitet frem for kategorier

Et centralt aspekt ved DISC er fleksibilitet. Adfærd er ikke en fast størrelse, men noget der udvikler sig i samspil med erfaringer og relationer. Det betyder, at DISC ikke skal forstås som en beskrivelse af et menneske, men mere som et øjebliksbillede af mønstre i adfærd.

I praksis arbejder mange organisationer i dag med værktøjer som Everything DiSC®, der bygger på den samme grundidé om adfærd, men er udviklet til brug i organisationer, hvor fokus er på samarbejde og kommunikation i teams.

Formålet er ikke at placere mennesker i kategorier, men at skabe et fælles sprog for forskellig adfærd. Hvis du vil forstå den historiske baggrund for disse idéer, kan du læse ’Fra Hippokrates til Marston – sådan opstod DISC-modellen’.

Når modeller misforstås

Alle modeller indebærer en forenkling af virkeligheden. Det gælder også DISC. Risikoen opstår først, når forenklingen forveksles med virkeligheden selv. Hvis modeller bruges til at forklare mennesker fuldstændigt, mister de deres værdi.

Set i det lys kan bekymringen for kassetænkning faktisk være en styrke. Den minder os om, at modeller bør bruges med omtanke. DISC kan være et perspektiv på adfærd, men det kan ikke stå alene. Det er netop i kombinationen af modellerne og erfaringen der gør, at forståelsen af mennesker bliver mere nuanceret.

DISC som refleksionsværktøj

Når DISC bruges i udvikling, samarbejde eller ledelse, oplever mange, at modellen kan give et sprog for noget, der ellers kan være svært at sætte ord på. Ikke fordi modellen giver svar på alt, men fordi den kan skabe struktur i refleksionen.

Den enkelte kan begynde at se sine egne reaktionsmønstre tydeligere. Samtidig kan man få øje på, hvordan andre mennesker oplever situationer anderledes. Denne forståelse kan ændre måden, man tolker adfærd på.

Det betyder ikke, at forskellighed forsvinder. Men den kan blive lettere at navigere i.

Fra kasser til perspektiver

Diskussionen om kassetænkning opstår ofte, når modeller forstås som facit. Men hvis DISC i stedet ses som et perspektiv på adfærd, kan det åbne for en mere nuanceret forståelse af forskellighed.

Det betyder ikke, at modellen giver en fuldstændig forklaring på menneskelig adfærd. Men det kan give et fælles sprog for at undersøge den. Og netop denne undersøgelse er ofte det, der skaber læring.

For yderligere perspektiver kan du også læse artiklerne ‘Historien bag DISC’ og ’Fra Hippokrates til Marston’, som begge udfolder baggrunden for det adfærds perspektiv, DISC bygger på.